Når skinnet bedrager

Når skinnet bedrager og du verden ikke ser mig 

Poesi, strategi eller benhård livsfilosofi. Alle har en mening. 

Ret eller vrang, hvem tager fejl?

Når jeg fortæller sandheden om mit indre, om mit inderste jeg, fortæller dig hvem jeg er. Bryder tavsheden når smerten er for stor, byrden for tung. 

Hvem er da du, der fortæller mig at mit jeg ikke eksisterer? At den jeg er, ikke bør anerkendes. At kroppen, hylsteret og det jeg efterlader mig når JEG ikke er mere, er den jeg ER? Hvem er du der fortæller mig, hvem jeg er, når du lige præcis er den der aldrig ser mig?

Hvem er du der fortæller mig at jeg bør indordne mig og undertrykke den Gud har skabt mig til at være, fremfor at fremelske og hvile i den jeg er?

Hvem er du der tror på en kærlig Gud og samtidig har travlt med at dømme dem der fordømmer og forbander sig selv?

Jeg kender Gud og jeg kender mig selv. Gud ved hvem jeg er, hvem han har skabt mig til at være. Han kender min smerte og min byrde.

Smerten og sorgen over valg i livet, som har skubbet mig længere og længere ind i tågen.

Frygten for at tage de forkerte valg, har sat mit inderste i dvale og dog vågen nok til at mærke den evige kniv i hjertet. Den kniv du trykker langsomt ind, helt ind i mit inderste, der hvor hverken tårer eller skrig bliver set og hørt. Der drejer du kniven rundt og ødelægger mig, min sjæl, den jeg er, en lille smule hver dag. 

Sorgen og smerten vokser i mit bryst. Jeg ser ingen anden udvej end at vise dig hvem jeg er.

På trods af skam. På trods af skyld. På trods af frygt. Det er den sidste lille flig af håb og respekt for mit eget jeg. Inden jeg forsvinder. Inden mit inderste dør og et undertrykt produkt af denne verdens fordømmelse overtager mit hylster. Lige der. Der krænger jeg mit inderste ud. Der hvor jeg ikke lukker nogen ind, bliver alles viden.

Jeg græmmes over verdens måde at være på. Jeg vil blive misforstået, dømt og irettesat.

Husk på når du fortæller mig at jeg ikke findes, at det er første gang jeg viser mig. At jeg forsøgte at være den du ønskede jeg var. At forsøget på at forlige mig med den du ser og ønsker jeg er, ødelagde mig, gjorde mig ensom, angst og næsten tog livet af mig.

Jeg har forsøgt og jeg har spillet rollen jeg fik. Jeg har truffet beslutninger der har holdt mig i live og beslutninger der påfører andre smerte. Men jeg har intet valg længere. Erkendelsen er nået efter livslang kamp. Det er umuligt at fortsætte, uanset hvor lidt jeg ønsker opmærksomheden, spørgsmålene, blikkene, fordømmelsen, ynken, hadet, formaningerne og bagklogskabs ord.

Jeg orker ikke mere.

Forstår du mig når jeg fortæller dig at jeg har ikke et valg?

Forstår du at jeg ikke er en del af en trend, men ham der har gemt sig og ventet på håb, ventet på anerkendelse, ventet på videnskab og på sikkerhed. Forstår du at jeg ikke er til debat, for smerten er ubærlig og håbet svindende.

Tror du mig når jeg fortæller dig at det ikke er et ønske om at være en anden?

Jeg ønsker kun at være den jeg er og at du ser hvem jeg er.

Jeg har ikke kræfter til at kæmpe og råbe op. Min kamp er slut og jeg vandt. 

Så inden du fordømmer mig, forbander mig, bebrejder mig, hader mig eller gør mig til grin, så hør på mig når jeg fortæller dig, at jeg trodsede de dårlige odds der var mig givet og valgte livet.

– Milan

https://normkritiskpraksis.dk/saferspace.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.