Weber Genesis E-330 – GBS

En smule lykke i pinsen skulle der til

Vi har besluttet at holde sommerferie hjemme i haven år, vi orker ikke det det kræver at gøre klar til en ferie i udlandet og økonomien vil også helst være fri for det helt store. Til gengæld har vi prioriteret os ud i en investering som jeg tror vi alle sammen kommer til at få en hel del glæde af hele sommeren. Vi har nemlig købt en badass grill, så nu kan Line få lidt mere tid om aftenen, hvor jeg vil komme til at stå en hel del ude og kokkerere. Det er nemlig ikke bare en grill, men nærmere et helt udekøkken. Jeg er vild med at grille og står gerne ude hele året, hvis jeg kan komme til det. Gad vide hvad Line vil få al den tid til at gå med? 😀5

Det er vidst ingen overdrivelse hvis jeg siger at vi har manglet en større grill, faktisk har vi de sidste to somre grillet på denne lille sag, fra Bodum. Behøver jeg fortælle at det har været trangt? En ting var når vi bare var os selv, men så snart vi havde gæster begyndte det at knibe og jeg kunne ikke følge med. Det har vi nu en gang for alle rådet bod på og jeg er lykkelig for vores nye investering. Faktisk kan jeg slet ikke vente med at komme igang og lære den at kende.3

Vi har valgt at investere i en gasgrill da vi finder den mest praktisk i en børnefamilie, af følgende grunde:

  • Man kan lave mad med det samme, uden at vente 45 min. på kullene.
  • Der skal ikke bruges grillstarter, hvor små børnefingre kan brænde sig.

Jeg sværger ellers til kul, men det bliver ikke imens vi har små børn. Faktisk kan man også få utrolig lækker mad på en gasgrill ved brug af træflis, så man skal ikke undervurdere en gasgrill.

Jeg har lavet en hel del research, som jo er noget af det vi bruger rigtig meget tid på herhjemme. Det er ligesom vores hobby og det er noget vi kan få mange timer til at gå med. Derfor er dette ikke en undtagelse, da jeg vil have det bedste produkt, til den rigtige pris.

Jeg har brugt et par uger på at finde ud hvilken grill det skulle være og efter at have været ude og se diverse grille i butikkerne, endte vi med en Weber Genesis E-330 – GBS. Det er en ret vild grill og der er ikke sparet på noget, som sagt er det et helt udekøkken. Den har Sear Station og sidebrænder som er noget jeg virkelig værdsætter. Men hov, hvad er Sear Station? Sear Station er en ekstra brænder der ligger mellem de normale brændere, og som så er i stand til at lave et ekstra varmt område på din grillrist, således at du hurtigt kan få lukket kødets porer og grille videre over lavere temperatur andre steder på grillen. Den laver altså striberne på bøfferne til at starte med, hvorefter man steger videre ved lavere varme efterfølgende. Men hvad er så en sidebrænder? Jo, det er det ekstra blus den har i højre side på et af arbejdsbordene, hvor man f.eks. kan koge sine kartofler, varme sin sovs osv. Det var noget af det vi ikke ville gå på kompromis med og derfor vi endte med denne model, som har begge funktioner.

Her er en lille sammenligning af størrelsen på de to omtalte grille, det er næsten komisk. Man klare sig jo altid med det man har, men engang i mellem bliver det tid til forandring og en opdatering gør sig gældende. Vi er i hvert fald en lille familie + venner som glæder sig til de mange gode stunder i haven i løbet af sommeren og hvem ved, måske der skal laves en steg på den til jul også.4

Fakta: Det krævede tre mand at læsse den i naboens Berlingo og få den fragtet hjem fra butikken. Den vejer 87 kg. i original emballage. Det tog 4 timer at samle den, mig alene.

Er der nogle af jer som har lavet en såkaldt badass investering for nylig? Eller har I i sinde at lave en?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.