Udskrivelsen fra Børnehjemmet

Udskrivelsen fra Børnehjemmet

Den 05/08 - 1993 bor vi stadig på børnehjemmet i Odense. 

Min far har haft kontakt til kommunen og ønskede at vi skulle i en plejefamilie, da han ikke mente at min mor kunne magte at tage sig af os og at opgaven også var for stor for ham.

Min mor var enig i den konklusion og derfor fandt Svendborg kommune os en plejefamilie på Langeland. Ved udvælgelsen af plejefamilie tog man meget hensyn til min mors temperament, da det skulle være nogle rimelig robuste mennesker der skulle til for at bevare en hvis form for samarbejde med hende.

Udsnit fra børnehjemmets rapport, som beskriver hvordan en optimal plejefamilie til os skal være: ”Med hensyn til børnenes plejefamilie mener vi, at de har brug for en kærlig, varm og omsorgsfuld familie, der kan rumme dem og deres behov 100%. Med det mener vi at Sandy skal have lov at være helt lille, eftersom hun gennem hele sin opvækst, mere eller mindre er blevet presset til at være ”stor pige” og har været pålagt et enormt ansvar. Begge børn har, efter vores opfattelse brug for et hjem præget af stor forudsigelighed, stabilitet, ro, tålmodighed og tryghed.

Jeg havde svært ved at håndtere og modtage spontan ros og omsorg. (Knus, klap på kinden, bemærkninger som: "Jeg synes du er sød.") Hvis jeg derimod selv kravlede op til en voksen, oplevede man at jeg i stor udstrækning nød den omsorg de gav mig.

De skriver: Ofte regredierer Sandy i disse situationer helt tilbage til et spædbarnsstadie. Hun lægger sig i armene på den voksne, trækker benene op under sig og sutter på tommelfingeren. I disse situationer er hun helt afslappet og kryber næsten ind i den voksne.
Jeg kom ofte ud med min sorg/vrede lidt ”bagvendt”. Jeg viste ikke umiddelbar sorg/vrede under mine forældres udeblivelse og svigt, men ofte på et meget senere tidspunkt fik jeg store grædeture udløst af en tilsyneladende bagatel, som kunne virke helt uforståeligt hvis man ikke kendte baggrunden for reaktionen.

I de situationer kunne jeg sidde og græde i en halv time, men var ikke i stand til at sætte ord på. De har skrevet et eksempel hvor jeg falder ned af en gynge, slår mig, græder og pludselig skriger: ”Dumme mor”.

De oplevede mig som et barn med et umætteligt omsorgsbehov. Det er noget der gør ondt i mig den dag i dag, tænk sig at være blevet så svigtet. Det er der ingen børn som fortjener. Når jeg selv læser det kommer der følelser op i mig, men ikke følelser på den måde at jeg bliver ked af det og oplever det igen.

Nej, jeg læser det næsten som var det et andet menneskes liv, hvilket også kan virke skræmmende når jeg tænker over det. Der er ingen tvivl om at min krop automatisk har arbejdet på højtryk for at bearbejde den store smerte jeg bar rundt på og det må man sige den har gjort godt. Jeg tror dog ikke det er særligt sundt, men det er en overlevelsesmekanik som virker når intet andet gør.

Facts: Den nye plejefamilie bestod af plejemor på 33 år, plejefar på 33 år, storesøster på 12 år og en hund.

kagemandVi blev stille og roligt introduceret for familien hvor de kom og besøgte os. De kom første gang på børnehjemmet den 5/8-1993. Jeg var meget spændt og første møde gik rigtig godt. Det næste besøg den 27/8 - 1993 var på min fødselsdag hvor både min far og min mor ligeledes var tilstede. J

eg blev 7 år. Min nye familie havde bagt en kæmpe kagemand til mig som gjorde et stort indtryk. Den 31/8-1993 var vi så på vores første besøg hos den nye familie. Jeg var spændt, angst og så utryg ved situationen at jeg kastede op på vejen derhen. Mødet med familien i vores kommende hjem gik godt og jeg var spændt på næste besøg.

Hele vejen til det næste besøg sang jeg og humøret var i top. Familien tog på ferie fra den 16/9 – 25/9 og jeg reagerede igen med en del usikkerhed på trods af tæt brev- og telefonkontakt. Jeg vidste jo ikke hvad det betød når de sagde de skulle på ferie, nu havde jeg jo lige vist dem tillid og så stoppede besøgene. Jeg var dog meget glad for at se dem da de vendte hjem igen og vi blev udskrevet fra børnehjemmet den 31/10 - 1993.

Børnehjemmet konklusion: ”Generelt må Sandy siges at fremstå som en trist lille pige med en til tider påfaldende ”voksen” adfærd. Hun udviser kun i meget sjældne tilfælde ægte barnlig glæde og selv når hun smiler og griner skinner tydeligt en indre smerte af store dimensioner igennem."

"Sandy er intellektuelt rimelig velfungerende, men psykisk bærer hun på så megen sorg og smerte at det vil præge hende resten af hendes liv hvis ikke hun får hjælp. Hun er meget afglidende, når man forsøger at tale med hende om følelsesmæssige ting og hun fortrænger tydeligvis utrolig meget.”

Her er det store spørgsmål så om jeg fik den hjælp der skulle til efterfølgende? Hvad var det der gjorde at jeg stolt sidder her i dag og skriver til verden om mit liv i et helvede. Det vil jeg fortælle jer mere om på et senere tidspunkt.

http://www.ongoingyoungster.dk/min-far

5 kommentarer

  • Christina / KreaVilla

    Wauw, virkelig rørende.
    Særligt børnehjemmets beskrivelse er lidt skræmmende læsning, det må også have været svært for dig at læse efterfølgende?
    Modigt at du deler din historie og jeg glæder mig til at følge med til hvor du er i dag.

    Knus

    • OngoingYoungster

      Hej Christina/KreaVilla
      Der er ting i min historie som gør indtryk på os alle. Men nej det er ikke svært for mig at læse. Selvfølgelig bliver jeg ked af at jeg har været igennem alt dette som lille pige, for det er der ikke nogen børn som fortjener. Men når det så er sagt, så husker jeg ret meget af min historie og har altid talt meget om det. Det kommer derfor ikke helt bag på mig hvad jeg finder i sagsakterne. Men det er klart at jeg bliver lidt klogere på mig selv for hver gang jeg læser i dem. Mit store fokus her i livet har altid været at gøre tingene korrekt og ordentligt. I forhold til vores datter og evt. kommende børn, så er det jo dejlig at kunne give dem det jeg ikke selv fik. Der blomstre jeg mange gange om dagen og tager nok lidt af vores datters glæde i hverdagen og fylder i mine “huler” Det er rigtig dejligt. 🙂 Tak for din kommentar og at du læser med
      Kh Sandy

  • Marlene ~ SimSaLaDimse

    Det gør ondt langt ind i sjælen, når jeg læser din blog ~ hårene rejser sig overalt på kroppen.
    Jeg er vokset op i Odense, og er tit, i min barndom, cyklet forbi børnehjemmet (som jeg tænker er det du har boet på) og hver gang fik jeg en klump i halsen.
    Dine historier minder mig om at stoppe op og give min søn et ekstra knus, lade rod være rod og leve i nuet.

    • OngoingYoungster

      Hvis min blog får dig til at stoppe op og give din søn et ekstra knus, så er min mission fuldført. Jeg skal ikke kunne sige om det er samme børnehjem, men de lå ikke langt fra Odense Zoo. At lade rod være rod og leve i nuet, må man sig er den måde jeg har levet på de sidste mange år. Det er den eneste måde at overleve på, for man får intet ud af at forsøge at ændre fortiden. Jeg takker fordi du gav dig til til at kommentere og ønsker dig alt det bedste frem over, for dig og din familie. Tak fordi du læser med. Kh Sandy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.