Stor Opbakning

Stor Opbakning

Først en lille undskyldning for mit lange fravær, det er meget beklageligt. Som jeg før har nævnt har jeg været hårdt medtaget af kyssesyge igennem det seneste år og det har virkelig slået mig ud af kurs. Men jeg vil nu forsøge at vende tilbage med ny energi, på trods af at jeg faktisk stadig kæmper med diverse vira i kroppen.

Jeg vil dog lige benytte lejligheden til at sige tak til dem som stadig følger med og ind imellem spørg til mig på diverse online platforme.

Jeg kan se mit sidste indlæg er fra 16. juni 2015 og der er altså sket en hel del siden da. Jeg var jo en tur i England, så startede jeg op på uddannelsen igen efter længerevarende sygdom og en sommerferie. Studiet var desværre ikke helt så støttende som man kunne ønske sig omkring et sygdomsforløb og var nærmest ved at smide mig ud til trods for flere lægeerklæringer, men nu er jeg tilbage på rette spor igen.

Vores lille datter er i mellemtiden vokset sig til et stort børnehavebarn og starter i børnehave her den 15. oktober, hvilket kom noget bag på mig. Jeg som forældre var overhovedet ikke klar på sådan en ryk, men det var/er Sia i aller højeste grad, så nu er det bare derud af.

Men nu til noget lidt stort

Der er nemlig sket mange ting på forholdsvis kort tid og her er nok den største årsag til den lange pause fra skriveriet her inde, ud over sygdom. Som I måske har fornemmet fra tidligere indlæg, så er jeg en person som gennem livet har taget hver en udfordring op og ladet mig vokse med opgaven. Jeg har taget alting i det tempo jeg jeg har kunne magte og med min ADHD er det nogle gange gået ret stærkt. Det er ikke tilfældet i denne situation her.

I mit liv har mange ting været svært, men jeg har aldrig følt at jeg har givet op. Jeg har altid været min egen, aldrig været som andre, aldrig været en del af en gruppe og min hjerne har altid arbejdet på højtryk for at jeg ikke skulle bryde sammen og få ondt af mig selv.

Derfor lærte min hjerne i en tidlig alder at fortrænge de ting som har gjort aller mest ondt og jeg har på den måde kunne overleve nærmest alt. Det har jeg måtte sande har været rigtig usundt og jeg er derfor begyndt at bruge energi på at få nogle af de fortrængte ting frem og arbejde med dem da det simpelthen optager for meget af min kapacitet på min “harddisk” i baghovedet og jeg ikke kan være det bekendt overfor mig selv og min familie længere.

Det hele startede da jeg var helt lille, min mor ønskede altid at se mig i store kjoler og med stort crepet hår. Sikke nogle kampe vi havde. På børnehjemmet bad jeg om at få klippet mit hår af og 1, 2, 3, efter eget ønske havde jeg nu page. Min mor blev rasende, men for pokker jeg var jo ked af det lange hår. Det bedste jeg vidste var at arve tøj fra min gode ven Rasmus og senere hen havde jeg et værre påstyr med at diskutere min påklædning med min mor.

Jeg klædte mig ud som prins i min plejefamilies kælder og ville hellere have min lille kuffert med i skole som skoletaske, end min lyserøde Disney rygsæk. Jeg følte mig ligesom mere tjekket med min kuffert, end en rygsæk. Heldigvis boede jeg flere steder med mange drenge og klatrede både i træer, legede krig, spillede fodbold, trommer, guitar og klaver og min aller bedste ven blev en dreng ved navn “Niller”.

I teenage årene fik jeg lidt pigevenner i forsøget på at passe ind, men det lykkedes ligesom aldrig særlig godt. Jeg har små traumer over kønsopdelt undervisning og fødselsdage, for jeg blev ligesom altid anbragt på det forkerte hold. Da jeg var 12 år skulle mine plejeforældre giftes og de fik travlt med at beordre mig i lejede balkjoler, men her stod jeg helt af.

De ville ALDRIG komme til at se mig i sådan en kjole, ALDRIG. Og her stod jeg helt fast. De gav mig et ultimatum der hed balkjole eller drengenes outfit. Gæt hvad jeg valgte, ja jeg var faktisk lykkeligere end nogensinde før. Senere måtte jeg argumentere for ønsket om JBS underbukser magen til mine brødres, men den kamp vandt jeg desværre ikke.

“De har jo gylp”, blev der sagt.

“Og du er jo en pige.”

“Jamen jeg vil være en dreng”, sagde jeg.

“Men det kan ikke lade sig gøre”, blev der så svaret tilbage.

Den måtte jeg så æde og gå ind i en undertøjsforretning og købe Sloggi undertøj. Behøver jeg fortælle hvor grænseoverskridende det var og hvor dårligt jeg havde det med det.

Bum bum hvor er jeg dog på vej hen, hvad er det jeg vil fortælle med at dette?

Mange har spurgt mig gennem årene og altid har jeg afvist og været ude af stand til at finde det frem bagerst i “arkivet”. Jeg har altså fortrængt det så slemt at det har været enormt svært at finde frem igen. En dag jeg lagde hovedet på puden og skulle til at sove, spurgte Line mig, “Sandy… er du sikker på du ikke er transkønnet?”. Klump i halsen, hvad er det hun spørg mig om og sådan bare som et lyn fra en klar himmel. “Øhh nej det tror jeg ikke” får jeg svaret, hvorefter Line gør klart at hvis det er sådan det forholder sig, så er hun ok med det.

“Jamen tak, det er jeg da glad for” – og så kunne jeg ellers ligge der og tænke. Jeg fik vidst ikke sovet så meget den nat, og næste dag måtte jeg med bankende hjerte have fat i hende og få talt nogle ting igennem. For det var jo åbenlyst, selvfølgelig er jeg da det.

Jeg har altid været lille af størrelse og haft nemt ved at skjule mine former osv. Men her hvor jeg nærmer mig de 30 år er det da for alvor gået ned af bakke. Jeg er virkelig blevet ked af at se mig i spejlet og væmmes til tider ved mit spejlbillede, for jeg kan ikke forene min hjerne med det jeg ser i spejlet.

Jeg får ofte spørgsmålet om jeg skal føde det næste barn og hver gang bliver jeg lige chokeret, da jeg for alvor bliver konfronteret med mit udseende og ikke den jeg går og tror jeg ligner. Jeg kan ikke længere skjule de feminine former og jeg bliver altid mega afsløret på min stemme. Jeg bliver inviteret med til pigernes polterabend og der bliver revet lige tilbage til folkeskoletiden med kønsopdelt dit og dat.

Ikke at jeg ikke er glad for invitationerne og at jeg ikke kan lide vores veninder, jeg føler mig bare så mega malplaceret. Jeg har virkelig måtte lære at finde mig til rette i diverse pigegrupper op genne årene og har tillært mig feminine færdigheder for at passe bedre ind og ikke ende med at blive udstødt fra begge grupper. Det har været vanskeligt, men jeg klarede den nu ret godt. Pigerne er jo alligevel fantastiske, men al dramaen har jeg altid godt kunne være foruden, haha.

Min virkelighed gennem tiden har været, at jeg har haft så mange udfordringer at jeg ikke har kunne rumme dette ønske om at “blive hel”. Men efter at have fået et stabilt samliv med Line og vores skønne datter, har der nu åbnet sig nye døre og det er på tide jeg får lov til at være mig 100%.

Derfor er vi altså kommet frem til her hjemme at jeg skal til at “skifte køn” eller rettere, få det mentale og det fysiske til at matche hinanden. Efter at være kommet til den beslutning har jeg så for alvor opdaget hvor dårligt stillet man er i Danmark som transkønnet, hvilket fører til helt nye udfordringer i min videre udvikling.

Jeg forholder mig stadig positivt i forhold til eget forløb, men er også stødt på folk som virkelig kæmper en kamp og andre som er gået af andre veje. Alt det vil jeg komme mere ind på lidt senere, men nu ved I hvorfor jeg har været fraværende og vil fremadrettet forsøge at være så aktiv som muligt.

Jeg vil stadig gerne inspirere folk til til at tage styringen over eget liv og vælge de veje som I føler er de rigtige for jer og jeres liv frem over. For ærligt orker jeg ikke at læse/følge flere blogs om perfekte mennesker, med perfekt frisure, det rigtige tøj og den perfekte kæreste. Fortæl mig lige hvad jeg som menneske egentlig får ud af det?

Jeg vil hellere blive bedre til at forstå mig selv og andre og derved udvikle mig til et rummeligere menneske. Her hjemme er der altså ingen som er perfekte, men vi er ærlige mennesker som forsøger at skabe os en tryg og rar hverdag, med det vi hver især bidrager med i dagligdagen. Jeg er af den holdning at jeg aldrig bliver for gammel til at udvikle mig og lære nyt. Hvad siger I?

Der er pt. en del om det i medierne og det er som altid både godt og skidt. Men jeg tror på det vil bringe meget godt med sig, da det er et område som virkelig trænger til lidt opmærksomhed, for ikke at nævne behovet for alvorlig udvikling i Danmark.

Jeg vil til slut sige tak for al den opbakning jeg har fået fra familie, venner, studiekammerater, lærere osv. som alle har været helt fantastiske, til at rumme mit ønske om at få mit fysiske jeg til at passe mit indre jeg.

Til alle jer andre som først får beskeden nu, vil jeg opfordre til at stille spørgsmål hvis der er noget I ønsker information omkring. Der findes ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar. Men jeg vil samtidig forbeholde mig retten til at sige fra over for spørgsmål som jeg ikke finder relevant for jer at vide, hvis det bliver for personligt.

Rigtig god aften til jer alle.

http://www.ongoingyoungster.dk/debat-paa-de-sociale-medier/

5 comments / Add your comment below

  1. Hold nu op- endnu et rørende indlæg. Hold hovedet højt (selv om det måske kan være svært) og så ellers bare en tanke midt i en svær tid. Synes det er fantastisk at du er kommet dertil- og har opbakningen 🙂

    1. Først tak for din søde besked 🙂
      Du kan tro hovedet holdes højt og faktisk er tiden ikke svær, men blot en lettelse. Det svære bliver de dårlige vilkår på sexologisk klinik, som har monopol på behandlingen – samt den enormt lange ventetid. Det vil i høre mere om senere hen. Tak fordi du gav dig tid til at smide en besked og fortsat rigtig god aften 😉
      Kh Sandy

  2. Hvor er det bare sejt gjort! Jeg ventede selv alt for længe med at erkende overfor mig selv at jeg var lesbisk og ikke passede ind blandt de andre tøser. Kender dig ikke personligt, men følger jeres helt fantastiske og meget inspirerede familie på insta og vil med glæde følge din kamp for at blive et helt menneske.

    1. Hej Mia Tak for din besked.
      Sådan havde jeg det også da jeg endelig sprang ud som lesbisk i starten af tyverne. Dengang tænkte jeg ORHH bare jeg dog havde vidst det noget før. Men denne gang er jeg klar over at nu er det rette tidspunkt for mig. Jeg har ikke kunne rumme det før nu, så det har også været en overlevelsesmekanisme at fortrænge det. Tak fordi du følger med 😉 og hold dig ikke tilbage for at kommentere en anden gang 😉 Rigtig god aften.
      Mvh Sandy

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.