Kom nu people, elsk jer selv

SOPU - Skelbækgade

Social & Sundhedsassistent - De første uger overstået

Jeg startede på uddannelsen til Social og Sundhedsassistent på SOPU - Skelbækgade København, 21 januar 2019.

Der sker så meget i samfundet, tiden flyver afsted og anerkendelsen fra diverse politikere er ikke at tage fejl af. Der er brig for mere SOSU-personale i Danmark og det gælder hele Danmark.

Jeg har altid vidst at jeg ville arbejde med mennesker, den tvivl har jeg aldrig haft og rigtig gerne den slags mennesker som ikke er so folk er flest. Samtidig har et studieliv i form af forelæsning på Universitet, aldrig været realistisk. Jeg har aldrig følt skam eller haft svært ved at fortælle om min ADHD og lige hvad angår studie, der har jeg været udfordret med på den front.

Det har altså aldrig ført mig i den rigtige retning mod arbejdet med mennesker og mine kreative evner er der jo, så de kreative fag lå på en eller anden måde bare mere til højrebenet.

Tiden siger November 2018 og jeg står et sted i mit liv, hvor jeg skal finde ud af hvad der skal ske. Jeg telefonere med min storesøster som bor i den fynske by Svendborg, hvor jeg oprindeligt stammer fra.

Hun er ret hurtig til at foreslå SOSU og fortæller vidt og bredt om hendes kendskab til faget og "sælger" den ret godt. Derfor bevæger jeg mig ind på det der internet og får googlet faget - der går der altså et eller andet fornuft op for mig. SOSU - der var den.

Jeg fik hurtigt ansøgt og sat nogle ting igang og det alt sammen uden tøven, bekymrede mavefornemmelse eller andet, tvært imod.

Vi er til dette Januar optag, startet over 200 elever, hvilket jeg kan forstå er over dobbelt så mange som normalt. Meget positivt.

Der er så mange fordomme om faget, fordomme jeg selv ikke kan løbe fra at have haft, på samme måder som jeg har fordomme ligesom alle andre indenfor de fleste minoriteter i samfundet. Fordomme jeg ville ønske jeg ærligt kunne tale mig fri fra.

Skolestart med ADHD

Min oplevelse her efter skolestart har virkelig været positiv, det er rigtig spændende mennesker og mennesker med kæmpe potentiale indenfor sundhedssektoren, med omsorg for andre og næstekærlighed.

Man mærker det med det samme, det er det ene awesomme menneske efter det andet jeg støder på og dynamikken er kraftfuld.

Jeg er dog udfordret på skoledelen og mærker det fra start. De fleste af de udfordringer som høre med til min ADHD diagnose bliver sat i spil. Udfordringer jeg ikke tænker over jeg har i dagligdagen, men som for alvor bliver "sat fri" under disse omstændigheder.

Som oftest fortæller mennesker omkring mig at de ikke mærker min ADHD, jeg svare at jeg har arbejdet hele mit liv for at kompensere og mindske symptomerne - det giver mening for de fleste. Det betyder dog ikke at den ikke er der, at udfordringerne er de samme og at energien til at håndtere det varsomt skal fordeles ud over en uge.

Denne uge især blev jeg udfordret fra morgenstunden af mandag morgen. Det går nemlig op for mig at jeg ikke har forstået korrekt hvad vi havde for af lektier. I min optik er det letteste og mest normale at ens lektier bliver skrevet i højre side af tavlen i løbet af uge. Min virkelighed var dog den at der var skrevet forskellige lektier 3 forskellige steder i klassen. Nogen på min famøse yndlingsplads (højre side af tavlen), andet på en planche og til sidst og vildt overset, på en helt anden tavle fuld af blå tekst, skrevet nede i venstre hjørne.

Så for at prøve at beskrive hvad det er der sker... ærligt så kortslutter min hjerne. Det er følelser som modgang, stress, manglende forventnings afstemmelse, manglende overblik, dårlig kommunikation og ærgrelsen i at have misset lektier som kunne være lavet i en weekend.

Jeg er perfektionist, har brug for struktur, orden og faste rammer - ellers opstår frustration og stress og jeg mister overblikket i situationen.

Screening

Efterfølgende bliver vi i hold sendt i kælderen til en screening. Jeg aner ikke havd det går ud på og hvad rammerne for denne screening er, men følger selvfølgelig med.

Det viser sig at vi skal side et helt hold, lidt som til en eksamen ved hver vores computer. Vi skal så logge os på, tage et par høretelefoner på og lytte/læse og besvare spørgsmål af en varighed af ca. 37 min. Igen er det enormt svært at forklare hvad der sker, men jeg vil gøre et ihærdigt forsøg.

Det føles som om at alt blodet stiger mig til hovedet, jeg får lyst til at afreagere, føler mig trængt op i en krog og har brug for at "flygte" fra situationen. Det er her man som barn ville slå ud, råbe højt, skabe sig opmærksomhed, eller Luke sig inden i sig selv.

I dag er jeg i stand til konstruktivt at tilkalde den ansvarlige, tage ham eller hende med ud af lokalet og italesætte situationen, for efter at kunne gå ud og trække lidt luft.

Det kan virke helt absurd at "så lidt" kan påvirke en så voldsomt, men det sker, det er virkeligt og det er så enormt frustrerende ikke altid at kunne præstere som ens medmennesker.

Så var ugen sat igang

Men men men, nu er det jo ikke sådan at min verden den ramler ved mine udfordringer. Det genkalder blot mit livs udfordringer og tvinger mig til mere personlig udvikling, tanker om ens opvækst osv. Men intet er sp skidt at det ikke er godt for noget, jeg tager det altså i stiv arm, dag efter dage uge efter uge og år efter år. Min ADHD vil altid være der og den vil altid blive sat på prøve i nye situationer, hele vejen gennem mit liv. Jeg både elsker den og hader den på samme tid, men det vigtigste fokus af alle - så definere min ADHD mig som person og det er jeg rigtig godt tilfreds med.

Opsang til folket

Elsk jer selv, gør jeres bedste, tro på at alting nok skal lykkedes i sidste ende, giv aldrig op, tro på i er gode nok som i er og se alle udfordringer som en øvelse. Jeg vil garantere jer at den tilgang til livet vil kunne føre jer langt. Kom nu people, elsk jer selv.

http://www.ongoingyoungster.dk/tid-til-en-pause/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.