Nu også med Nyresten

Åhh nej, det skete simpelthen bare ikke - Nyresten på en meget vigtig dag.

Nyresten når det er værst

Onsdag morgen starter som så mange andre, Sia vågner dog tidligt fordi hun glæder sig til den spændende dag hun har i vente - hun skal nemlig have sin far med i hytten (skovbørnehave)

Sia løøøber afsted hele vejen til børnehaven, for som hun siger "vi må ikke komme for sent til bussen i dag" Vi kommer frem og et helvede begynder. Jeg får pludseligt meget ondt i venstre side af min mave, jeg begynder at svede tran og kan ikke rigtig være i min egen krop.

Jeg får to Pamol af børnehaven og forsøger at præsenterer for Sia at det godt kan være jeg er nødt til at hoppe forbi lægen og vi må finde en anden dag jeg kan tage med. Sia stikker i et hyl, den plan blev ikke godkendt.

Jeg tænker at det er lidt ærgerligt hvis jeg alligevel har det bedre efter de Pamol om 30 min. og beslutter det er synd for Sia efter omstændighederne og hopper om bord på bussen.

Ungerne hygger sig og høre Mini MGP og vil meget gerne samtale med mig, hvilket for mig bare står mere og mere klart absolut ikke er mig muligt.

Jeg får det værre og må til sidst ytre mit ønske om at bussen holder ind. Vi holder ind ved et skovbryn på vejen mod Nordsjælland hvor børnehavens hytte ligger. Jeg når ikke mange skridt før jeg begynder at kaste op og må ligge mig på alle 4 ud mod en stor vej og foran bussen med alle børnene og kaster voldsomt op af smerte.

Nyresten når det er værst

Pædagogerne er så gode at bakke bussen tilbage bag en hæk så ungerne ikke ser det og jeg må bare gøre mig færdig for så at køre videre. Sia er meget bekymret og stirre på mig imens hun udtrykker "er du okay nu far" men nej desværre ikke.

Hytten

Vi ankommer til hytten og pædagogerne gør klar til mad. Jeg forsøger at se mig omkring med Sia, men jeg er i smerte. Jeg forsøger ligeledes at spise en smule, men det er mig ikke rigtig muligt at sidde ned, hvorfor jeg flere gange må forlade bordet med alle ungerne.

Jeg forsøger at ringe til flere jeg kender for at søge råd, men får kun fat i en enkel, vores gode Charlotte som i den grad kender til smerter, desværre. Jeg forsikre hende om at jeg nok skal finde en løsning.

Jeg forsøger at få fat i min læge som henviser til en anden læge netop den dag. En læge man først kan ringe til efter klokken 14.00.  Jeg beslutter derfor at ringe 1813 for råd og vejledning, for i hytten er der intet signal og jeg kunne derfor ikke engang undersøge hvilken side blindtarmen sidder i.

Jeg kommer igennem og må stå et fast sted på grusvejen for at bevare signalet. De beslutter hurtigt at jeg må forbi et hospital og sender derfor en ambulance. De spørg lige hvor jeg befinder mig og det ved jeg af gode grunde ikke helt præcist. Jeg må derfor efterlade telefonen på grusvejen og løbe ind og få adressen til hytten og så tilbage og give den information.

Jeg aftaler med pædagogerne at børnene ikke behøver at se Ambulancen og slet ikke Sia som var rigeligt nervøs i forvejen. De drager så på tur og jeg afventer en ambulance som kommer efter 20 min.

Da jeg havde lagt på tænkte jeg "er det mig der pyldre? er det her overkill?" Men efter få minutter får jeg et nyt anfald og de 20 minutter føles som en evighed. Ambulancen kommer, de giver mig morfin i hånden, men intet hjælper.

Jeg ankommer til Hillerød Hospital hvor jeg føler mig taget godt imod. De kan se på min urin at jeg har blod og forhøjet infektionstal. Derfor mistænkte de blærebetændelse eller nyresten. Jeg får en Diclon stikpille og det er det første som rent faktisk virker og smerterne forsvinder for en tid.

De konkludere dog hurtigt at smerterne er for voldsomme til en blærebetændelse, hvorfor jeg bliver kørt op på dagskirurgisk afd. og sendt til CT-scanning som bekræfter hvad de havde spåede - jeg har nyresten.

Jeg bliver efterfølgende sendt hjem med en åben indlæggelse på Herlev Hospital, i tilfælde af et nyt voldsomt anfald i løbet af natten, dette får jeg heldigvis ikke.

Min krop var helt kvæstet efter al den smerte og hovedet tungt af morfin og andre sager. Jeg sov altså vældig fint og er i dag mødt op til yderligere undersøgelser på Gentofte Hospital hvor de skal tjekke om min nyre har taget skade og hvad der skal ske med den sten.

Jeg er blevet scannet igen og der er taget 250 billeder på 20 minutter hvor jeg fik kontrastvæske  sprøjtet ind via armen. Klokken 10.30 fik jeg svaret...

Der er nogle faktorer som spiller ind i forhold til om man skal opereres eller selv skal tisse den ud. De er følgende:

1. smertetilstand.
2. størrelsen på stenen.
3. placeringen af den.
4. status på nyrens tilstand.

Min smertetilstand er ok når jeg ikke har anfald og dertil har jeg nu fået plan for smertedækning.

• Størrelsen på min nyresten siger over 1 cm. hvilket er temmelig stort.
• Placeringen af den er ikke god, den sidder meget højt oppe.
• og min ene nyre er ned på et funktionsniveau der hedder 42% som er grænsen.

Derfor er der nu bestilt operation, til fjernelse af den omtalte nyresten.

Ud over det er der tilstødt en komplikation i form af en urinvejsinfektion, som åbenbart ikke er at spøge med i den forbindelse, da det kan være meget skidt for min nyre. Men jeg er nu i Penicillinbehandling mod dette også.

Av Av for en omgang ... den havde jeg ikke lige set komme 5 dage før min planlagte næseoperation, som vi fortsat holder fast i.

Læs evt. også:

http://www.ongoingyoungster.dk/mastektomi-fjernelse-af-bryst/