Min Far

gameboybwDen 31/10 1993 flyttede vi ind hos vores nye plejefamilie i Rudkøbing på Langeland. Det var en stor omvæltning og en helt ny tilværelse for min bror og jeg. Jeg fandt mig forholdvis godt til rette, med de udfordringer jeg nu havde med mig i baggagen, men jeg holdt hurtigt utrolig meget af den nye familie. Også selvom jeg ikke var i stand til hverken at vise dem det, eller fortælle dem det med ord.

Desværre sker der det at min plejefamilie den 04/11 1993 får en trist opringning. Min far er fundet død i sin lejlighed 29 år gammel.

datperJeg husker så tydeligt at dagen hvor de skal fortælle os børn det. Vi bliver bedt om at gå med op på vores værelse, hvor de giver os beskeden. Min bror forstår det vidst ikke rigtig i en alder af næsten 4 år, men jeg på 7 år vidste godt hvad det betød. Jeg tror at jeg for første gang i mit liv græd helt ukontrolleret og egentlig ikke vidste om det nogensinde vilde holde op igen. Jeg husker smerten så voldsom og følelsen af at jeg som person forsvant med denne information, at det eneste der gik gennem mit hovede var smerten over ikke længere at have min far. Min far betød alverden for mig og nu var han der ikke mere. Stor sorg, stor smerte.

Det næste jeg husker er hvordan min bror og jeg, samt de andre piger i familien brugte tid på at dekorere båndet på den store krans fra hans børn til begravelsen. Jeg husker ikke hvad vi malede på båndet og har heller ingen billeder af dette, desværre. Jeg husker blot stemningen ved bordet, som jeg kan beskrive som god. Vi hyggede os med at dekorere og jeg kunne jo heller intet andet at stille op.

min farVed begravelsen i Svendborg husker jeg dog helt tydeligt hvordan vi blev presset til at skulle se vores far ligge i kisten før selve begravelsen, det var en voldsom oplevelse og han havde skræmmer i ansigtet. I mange år kunne jeg ikke forstå hvorfor vi skulle se ham ligge der, men pludselig i mine teenageår gik det op for mig hvorfor. Jeg begyndte nemlig pludselig, når smerten fra hans død gik igennem mig, at opdigte for mig selv at det bare var noget de havde bildt mig ind. "Min far var ikke død, det hele var løgn". Hvorefter jeg huskede på at jeg jo selv havde set ham ligge der i kisten og sendt ham godt afsted til et "nyt liv". Jeg kan altså den dag i dag forstå hvad der gjorde, at vi var nødt til at se ham være død og jeg værdsætter i dag, dem som tog denne beslutning. Det hjalp mig til at stole på, at det de voksne sagde var sandt og ikke dagdrømme i evigheder om at min far boet et andet sted i verden. Jeg husker at min mor deltog i begravelsen i en hvid pels, og jeg husker en af salmerne vi sang i kirken, men det er vidst også det.
Gennem de mange efterfølgende år har jeg fået forskellig informationer omkring min fars død. Nogle mener han tog sit eget liv, og andre mener at han skyldte rockerne penge og de derved dræbte ham i eget hjem, alt imens hans kæreste lå påvirket af stoffer ved siden af. Jeg ved at han dagen forinden havde taget kontakt til min mormor fordi han skyldte 10.000,- væk og ikke kunne betale, dagen efter var han død. Det er tankevækkende hvis et liv ikke er mere værd en 10.000,

Facts: Min far lærte mig at: Tegne stjerner, Hvorfor man ikke må sparke mænd i skridtet og Hvad der sker når man piller benene af et stankelben.

Min Far blev begravet på de ukendtes grav, hvilket er noget jeg den dag i dag er ked af. For han havde en familie og to små børn som havde/har et behov for at hilse på ham engang imellem og lægge en lille blomst. Hvorfor det blev de ukendtes er jeg stadig ikke helt klar over den dag i dag.

Jeg husker ikke meget fra tiden efterfølgende, men har fået fortalt at jeg træk mig ind i mig selv og kunne sidde længe og bare stirre ind i væggen. Jeg brugte mange timer på at spille Tetris på min Gameboy, da det som jeg husker det, var min eneste måde at flygte fra smerterne på. Men alt andet fra denne periode er fuldstændig væk fra min hukommelse. Det næste jeg husker er at jeg opstarter skole og fortæller mine kammerater åbent at min far er død. Jeg elskede min far så inderligt og vi var så tætte. Jeg er sikker på han har en stor del af æren for jeg lever som jeg gør i dag.

9 kommentarer

  • Gry

    Tusind tak fordi jeg må læse din historie. Jeg læser ALT, også selvom jeg ikke kommenterer ❤️
    Sikke en styrke du har!
    -Gry

  • Ida

    Din historie drager mig….. Og gør mig på samme tid så ked af det. Ked af at et barn så tidligt får så mange ar på sjælen.
    Jeg har efter de fleste af dine indlæg overvejet om jeg skulle stoppe med at læse, kun fordi at det gør ondt helt inde i mit hjerte når du skriver om din bror og dig.
    Men på samme måde så ved jeg at du i dag er et sted hvor du nu selv har din egen familie og egen datter, og jeg kan simpelthen ikke slippe din historie.
    Jeg håber du vil bringe os hele vejen igennem din historie, jeg har meget stor respekt for at du deler den

    • OngoingYoungster

      Kære Ida
      Først vil jeg takke for at du fortsat læser med. Når det så er sagt vil jeg gøre opmærksom på at du netop læser starten på en succeshistorie, som vil ende ud med facts på hvordan systemet/samfundet takler en skabning som mig den dag i dag. Jeg har bevist verden at jeg er i stand til at kæmpe til det sidste, men er det nok når man sidder til et møde på jobcentre, på skolen osv. Jeg skriver udelukkende for at fortælle omverden at selv om vi lever i et velfærdssamfund, er der mange som bliver tabt på gulvet. Mit store ønske er at alle som sidder i en ligende situation som und den dag i dag, får den støtte der skal til så de kan nå der til hvor jeg er i dag og gerne endnu længere som læge, mekaniker, pilot, bonde, pædagog osv. Et liv med familie og job. Men det kræver en håndsrækning fra resten af samfundet. Det kan være en svigerfamilie, sagsbehandleren på jobcentret, en god lære OSV. Jeg har så stor respekt for dem der faktisk gør noget aktivt for at gøre en forskel for det enkelte lille menneske i DK. Endnu engang tak fordi du læser med. Hæng i, jeg lover der vil komme bedre tider 😀
      Kh Sandy

  • Jeanette | Villa Villekulla

    Jeg er først for nylig begyndt at følge med, og må sige at din historie rører mig dybt.

    Ind imellem i mit arbejdsliv møder jeg børn med skæbner som din ( er lærer), og det er det allersværeste ved mit arbejde – for man tager de skæbner helt ind i hjertet og sjælen og med sig hjem i tankerne. Man vil gerne gøre en forskel for disse børn. Man prøver det bedste man kan <3

    Jeg vil sige dig tak fordi du deler din historie – jeg kan regne ud du er en mønsterbryder og et stærkt menneske, og jeg spændt på at læse fortsættelsen.

    Tanker til dig.

    • OngoingYoungster

      Hej Jeanette
      Først tak fordi du læser med. Jeg forstår dig så udemærket og har altid selv været en som tog mig af de “svage” med alle de følelser det indebære at indvolvere sig i et andet menneskes smerte. Det er hårdt og jeg kan se sådanne udfordringer du har som lærer. Når det så er sagt betyder en lære som prøver at forstå og tager hensyn så vanvittig meget, også selvom det lille menneske ikke altid er i stand til at give udtryk for det. Så hæng i og tro på du gør en forskel så længe du prøver at forstå og kan rumme dem i din klasse og få det til at fungere. Jeg er mønsterbryder og vil prøve at få frem hvorfor det er så svært at bryde det mønster og hvad vi som det enkelte menneske og samfund kan gøre for at hjælpe disse børn og unge. Kan du have en dejlig aften.
      Kh Sandy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.