Et nummer

Hvem ønsker at være et nummer? 
På børnehjemmet i Odense hvor vi var anbragt fik hvert barn et nummer. Det nummer blev sat i alt ens tøj, således at man vidste hvem rette ejermand var. Det var noget mærkeligt noget som jeg aldrig helt har kunne forholde mig til. Jeg husker mærkerne tydeligt og alt tøj skulle forbi hende som stod for at sy dem i tøjet før vi kunne begynde at tage det i brug. Min bror og jeg havde så vidt jeg husker henholdsvis 36 og 37 og gæt engang, ingen af disse er mine lykketal den dag i dag.

"Var det okay "bare" at være et nummer i flokken?"

Det var jo ikke sådan at de gik og kaldte vores nummer efter os, men omvendt var der ikke andre børn uden for børnehjemmet der rendte rundt med nummer i deres tøj. Jeg kan huske oplevelsen første gang mit tøj kom og der var sat nummer i det. Det er svært at beskrive, og selvom jeg ikke var så gammel er det noget som står klart i hukommelsen. Her er dit værelse, dit tøj med et nummer og Lone er din kontaktperson. Sådan uden videre fra den ene dag til den anden. Men jeg havde ingen alternativer.

En vigtig mission for mig igennem hele min barndom og lidt ind i voksenlivet har været, at passe på min bror. Det lovede jeg trods alt min mor som femårig og det løfte har jeg holdt i rigtig mange år.

"Et barn skal aldrig være pålagt den byrde, at skulle passe på sine søskende."

Sådan var min virkelighed og der var intet jeg kunne gøre ved det. Jeg ved at børnehjemmet gjorde meget for at jeg skulle have lov at være barn og for at få mig til at slippe det ansvar jeg tog, i forhold til min lillebror. Men det er svært når et barn først har afgivet så følelsesladet et løfte til sine forældre.

Det er meget spændene at læse mine sagsakter i dag, men jeg bliver chokeret ind i mellem, over hvad vi har været udsat for og hvilken psykisk tilstand vi begge to stod i. Fysisk var vi overordnet velsoignerede.

Udsnit fra rapporten: "Det skal dog nævnes at Sandys tænder er i meget ringe stand. Hun har kun få tænder og alle er de plomberede. Ifølge tandlægerne skyldes det søde væsker i sutteflasken og generelt dårlig mundhygiejne." - Rapport fra børnehjemmet.

Noget af det jeg finder i sagsakterne er dokumenter som beskriver at jeg ville have godt af at lære at lege med andre børn og ved hjælp af legeterapi samtidig kunne få bearbejdet min angst.

Udsnit fra rapporten: " Hvad angår mindre strukturerede legesituationer, viser Sandy her evne til indlevelse og udfoldelse, der kan antyde, at hun ville kunne drage nytte af et tilbud om legeterapi, hvor hun kan få mulighed for at bearbejde den angst, som indtager en så dominerende rolle i hendes liv. - Rorschach-test.

Jeg finder det tragisk at jeg som seksårig ikke er i stand til at lege. Børn skal da lege og gerne med hinanden og så meget som muligt, hvis man spørger mig. Vi har desværre levet meget isoleret sammen med vores mor på Thurø og muligheden for udfoldelse har ikke været stor. Jeg begriber simpelthen ikke hvordan noget kan gå så galt. Når jeg tænker på min egen datter den dag i dag, så synes jeg jo ikke at jeg gør noget ekstraordinært og alligevel trives hun jo storartet. Det er også med til at slå fast at der har været massive svigt, lige fra start af.

http://www.ongoingyoungster.dk/besoegstid/