Dagligdagen I Plejefamilien

Det var en hård start på mit nye liv hos plejefamilien da min far pludseligt døde, men mit liv skulle jo fortsætte og der var meget der skulle arbejdes med. Jeg faldt stille og roligt mere og mere til i familien, men der var ingen tvivl om at det var hårdt arbejde for alle familiens medlemmere. For min bror og jeg var jo to skadede unger som krævede en hel del i hverdagen. Jeg husker at jeg følte mig godt tilpas i familien, men ønsket om at det var min egen familie af kød og blod fyldte også altid rigtig meget i mit hovede. Kontakten til min mor var aldrig let og det kostede så ufattelig mange kræfter af mange forskellige årsager.

Fra rapporten: Sandy snakker og snakker, munden løber, hun stiller mange spørgsmål, men forventer intet svar. Engang imellem virker det som om at hun bliver nødt til at høre sin egen stemme for at vide, hun eksisterer, - for ikke at blive væk.

Jeg var glad for mine nye søskende i familien og vi fik en fælles hobby, hestene. Jeg startede til ridning og havde mange gode oplevelser der. Med tiden mente mine plejeforældre at det var på tide jeg selv tog bussen frem og tilbage til rideskolen, men det er den dag i dag noget som sidder som et lille traume i min hukommelse. Sagen var nemlig den at jeg altid har været angst for at havne hos min mor ved en fejl. Hun var selvfølgelig min mor, men jeg var ikke tryg ved hende. Hvis jeg skulle være sammen med hende skulle det i hvert fald være aftalt på forhånd. Når man skulle med bussen hjem fra min rideskole drejede man nemlig af mod Rudkøbing lige før langelandsbroen. Jeg var så forfærdelig bange for at bussen ville køre forkert og fortsætte til Svendborg, hvor min mor boede. Min plejefar havde mange forsøg hvor han lå og kørte bag efter bussen, men jeg blev aldrig tryg ved det og var altid meget bange.

Fra rapporten: Sandys indskolingsperiode er forløbet fint. Sandy er fuldt skolemoden, og ligger over gennemsnittet m. h. t. motivationen for faglig indlæring. Fra skolens side oplever man nu at Sandy fungere godt i klassen, hun føler sig tryg ved skolevejen/bussen, og leger godt på legepladsen. Ofte skal hun dog opfordres til at gå ud og lege i frikvartererne, da hun tit foretrækker at sidde og arbejde i bøgerne, imens de andre holder pause.
Jeg startede på Kassebølle Friskole på Langeland, som var en mindre skole hvor mine to plejesøstre også begge gik. Det var der en hvis tryghed i og vi kunne følges i skole hver morgen med bussen og nogle gange på cykel. Min plejefar var ligeledes lærer på skolen, så havde man glemt sin madpakke eller var kommet for sent ud af døren, gik man til ham i frikvarteret for at få penge til en toast.

Jeg startede også op hos en aflastningsfamilie på Langeland, hvor min plejefar var landmand og plejemor var min klasselærer på skolen. Her boede jeg så vidt jeg husker hver anden weekend, samt forskellige ferier. De havde selv to drenge, hvor jeg gik i klasse med den ene, så der var faktisk en del "familie" på den skole jeg gik. Jeg var rigtig glad for min aflastningsfamilie og nød at være der. Til daglig boede jeg i byen, men at komme en tur på landet og bygge huler var et rigtig dejligt input i min hverdag i den tid jeg var der. Der kom nemlig en dag hvor vi fik beskeden at vi ikke længere kunne være hos denne familie. Vi fik at vide at de havde for mange børn (6 stk. ud over os, ink. deres egne) og at vi var dem som havde det bedst og derved blev fravalgt. Men det gjorde ondt, ondt at blive fravalgt og ondt ikke længere at have dette fantastiske frirum som det jo var for mig og min bror at komme på landet.

Efterfølgende besluttede man at jeg skulle i aflastning på min rideskole. Et ældre ægtepar som drev rideskolen åbnede deres hjerter og bød os ind. Min ridelærer/plejemor ønskede at jeg red så meget som muligt, men jeg var blot et lille skadet barn som ikke tålte pres, ikke sådan et pres. Det var et pres om at blive god til noget, sådan rigtig god. Ærligt så ved jeg ikke hvad hun forstillede sig, jeg tror måske hun så mig som hendes nye datter. Men det ønske kunne jeg ikke at indfri, jeg var bare mig, lille og sårbar.

Fra rapporten: Sandy vil gerne have grænser, hun er optaget af at gøre tingene “rigtigt”, og bliver helt ulykkelig over irettesættelser. Hun spørg om lov til hvad som helst, og er yderst påpasselig med f.eks. at overholde tider og aftaler. Sandy forsøger at være meget “velopdragen” og “rigtig”. Det er meget sjældent, at Sandy er fræk og grænseoverskridende i sin almindelige, ydre adfærd. Når det sker, er Sandy helt bevidst.

I skolen gik jeg til svømning og i fritiden både ridning og blokfløjte. Man gav mig noget fornuftigt at gå op i og noget hvor jeg kunne få nogle succes oplevelser.

Min mors temperament ændrede sig aldrig og jeg ved at min plejefamilie havde mange kampe med hende. Min mor havde et skævt syn på min plejefamilie og var ikke tilfreds med den måde vi så ud på. Hun mente ikke vi gik pænt klædt og at håret blev klippet ordentligt. Derfor var der perioder hvor min mor fik tøjpengene og ligeleds penge til at tage os med til frisøren. På den måde fik min mor også en oplevelse af at have noget at skulle have sagt i forhold til sine børn, og vi havde noget at give os til når vi var på besøg.

Som tiden gik fik min plejefamilie en lille nyfødt, det var en lille dreng som jeg straks knyttede mig helt utroligt til. Jeg vidst fra start at han var de voksnes ansvar og ikke mit og jeg kunne derfor koncentrere mig 100% om den kærlighed han og jeg havde til hinanden. Ham vil jeg altid have et helt specielt bånd til og har mange dejlige minder fra hans første år. Det skal dog siges at det fra start var kommunens krav at de ikke havde planer om at få flere børn da vi ankom til familien, det trodsede de alligevel.

Men alting har en ende og det havde livet i plejefamilien også. Som jeg læser det i papirrende gik familien i opløsning af det hårde liv som plejefamilie og en plejemor som følte sig meget alene som hjemmegående familiemor. Der er ingen tvivl om at det har været et hårdt job for familien, men at det skulle ende i skilsmisse var vidst ingens intention fra start af.

Vi fik derfor beskeden om at vi ikke længere kunne bo hos familien og blev samme dag kørt ud til vores aflastningsfamilie på rideskolen, som en midlertidig løsning. Jeg husker den dag bedre end nogen anden. Da vi ankom på stedet ville jeg nemlig ikke ud af bilen, jeg greb fat i sæderne imens min plejefar trak i mig til jeg til sidst ikke længere kunne holde fast. Jeg skreg voldsomt og var rigtig bange. Det var en voldsom traumatisk oplevelse, endnu engang skulle jeg opgive den verden jeg lige havde fundet mig til rette i. Hvad skulle der nu ske? Hvad skulle der blive af mig? Mine plejeforældre blev og snakkede med min aflastningsfamilie og om aftenen puttede de os for sidste gang i vores senge hos aflastningsfamilien. Jeg kunne ikke falde i søvn og måtte grædende bede min lillebror om at gå ned i stuen og hente min plejemor. Det var en meget følelsesladet aften som jeg ikke tror nogen af os nogensinde vil glemme. Det skærer i mit hjerte at skrive om det og jeg er så glad for at kunne garantere at min datter aldrig skal udsættes for noget lignende.