Børnehjemmet

Børnehjemmet

7. maj 1992 ankom vi til børnehjemmet i Odense. Min lillebror var grådkvalt og jeg helt tavs. Vi fik vores eget værelse med vindue ud til en stor flisebelagt terrasse. Min bror fik en tremmeseng og jeg en køjeseng at sove i. Ligeledes fik man tilknyttet en kontaktperson, vores hed Lone og var en yngre kvinde som virkelig brændte for sit fag.

Fag? Er det virkelig "bare" det det er? Et fag. 

Når jeg mindes stedet ser jeg de hvide vægge og blå døre. Blå døre med hele to sæt håndtag. Et foroven og et placeret hvor et håndtag normalt sidder. På den måde kunne vi børn ikke selv åbne dørene imellem de tre forskellige stuer. Lige præcis de døre har givet et lille ar på sjælen, for om natten var der kun en nattevagt til tre stuer.

Jeg husker ikke hvor mange børn vi var på hver stue, men nattevagten opholdt sig på den midterste stue hvis man forestiller sig tre stk. i forlængelse af hinanden. Jeg bad hver eneste aften om at dørene mellem stuerne ikke blev lukket om natten og jeg tjekkede ofte op på det. For hvordan var det nu det var? Kunne jeg stole på de voksne eller ej?

Jeg håber ikke det skete for tit, men jeg husker flere eksempler på at dørene var blevet lukket. Nogle gange vækkede jeg en jævnaldrende dreng ved navn Danny og bad ham hjælpe mig med at få døren åbnet. Vi brugte forskellige remedier til at kunne trykke øverste håndtag ned, imens den anden tog sig af det andet håndtag.

Men hvorfor stillede vi os ikke bare op på en stol? Det ved jeg faktisk ikke, men der må have været en grund. Andre gange tissede jeg i sengen med vilje, blot for at have en grund til at kalde på nattevagten. Jeg havde brug for omsorg og en helt masse af den. Desværre var det mest noget jeg fik når min kontaktperson var på arbejde og det kunne hun jo selvfølgelig ikke være altid og heller ikke om natten.
lone

Lone, jo Lone var et fantastisk menneske som vidste hvad vi havde brug for og hun gik langt for at give os de rammer vi havde brug for og risikerede mange gange sit job for at fuldføre sine planer, alt sammen for vores skyld. Nogle gange syntes hun at børnehjemslivet var for trist og kørte os, mod reglerne, hjem til hende hvor vi kunne agere som en familie og lege med en masse nyt legetøj.

Jeg elskede de dage og det er minder jeg helst ikke ville være foruden. Især husker jeg det store Playmobil piratskib som vi fik meget tid til at gå med, sådan et skal mine børn også have en dag. Det var dog ikke fordi vi manglede aktiviteter på børnehjemmet. Vi havde en stor legeplads med svævebane, store trampoliner, sandkasser mm.

Egentligt kunne det jo føles som at være i daginstitution. Dog en institution hvor forældre aldrig kom og hentede en om eftermiddagen.Der var jævnligt aktiviteter som en tur på biblioteket, trylledejs-bagning, hygge til Disney Sjov om fredagen, kolonier mm. Så man gjorde jo et forsøg på at tage sig af de her anbragte børn, men desværre var det bare ikke alle som var som Lone. Hun var dygtig og veluddannet, hun havde sin egen pædagogik og den passede perfekt til min bror og jeg.

Jeg husker mit enorme behov for at være i tæt kropskontakt med voksne og jeg har så længe jeg husker altid haft lysten til at kunne hoppe helt ind i et andet menneskes krop når tingene bliver for svære. Den del taklede Lone ved at lade mig hoppe ind under hendes bluse og bare sidde der på hendes bare mave.

Den var altså ikke gået i dag og jeg ved heller ikke hvor velset det var dengang. Det kan virke lidt mærkeligt når jeg husker tilbage på det, men samtidigt husker jeg også det enorme behov og tryghedsfølelsen jeg fik af det, så alting var som det skulle være. Jeg elskede virkelig min kontaktperson Lone.

http://www.ongoingyoungster.dk/et-nummer/

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.