Besøgstid

Besøgstid

Under mit ophold på børnehjemmet i Odense, er det forsøgt at etablere stabile besøgsordninger af hensyn til min bror og jeg. Det kan jeg både læse og huske har været en stor udfordring for alle parter. Der var både gode og dårlige perioder og jeg er sikker på mine forældre gjorde deres bedste i forhold til deres egne situationer.

For os børn betød det dog alligevel store svigt, svigt som ingen kunne gøre så meget ved og som skar i hjertet. Jeg husker så tydeligt den smerte det gav og det er en smerte jeg ind imellem stadig kan få i specifikke situationer den dag i dag. Der er ingen tvivl om at det er noget jeg har fået med i bagagen og noget som jeg nok aldrig kan få til at gå væk.

Facts: Der blev aftalt faste besøgsdage en gang om ugen for begge mine forældre i en varighed af ca. tre-fire timer.

Jeg har aldrig været helt tryg ved min mor og jeg har aldrig haft det der mor-bånd til hende som de fleste andre børn har til deres mødre. Til tider har jeg været direkte bange for hende. Bange for hendes humør, bange for hendes fysiske tilstand og bange for hvem der kom i hendes hjem. Jeg har fået meget ud af at læse mine sagsakter som beskriver min egen tilstand under og efter hendes besøg.

Til gengæld var jeg far pige, han var min helt. En helt med fejl og mangler, men han betød alverden for mig.

Udsnit fra rapporten:  “Mor er tilbøjelig til at glemme Sandy under hendes besøg og mor oplever at Sandy ikke kan lide hende. Det medføre ofte at Sandy er trist når mor har været på besøg.” 

Det har været meget svært for mig at håndtere mit forhold til mine forældre, men det lykkedes alligvel under mit ophold på børnehjemmet at åbne lidt op og give udtryk for mine frustrationer.

Eks. 1. fra rapporten: Vi sidder i køkkenet sammen med far. Far: “Jeg kommer på besøg igen på søndag.” Sandy: “Ja, ja … lad os nu se.”

Eks. 11. fra rapporten: Mor har været på besøg og en pædagog spørger: “Var det et godt besøg?” Sandy: “Nej, mor var sur i dag.”
telefonDer er så mange eksempler hvor de ringede og bekræftede at de kom, men de kom aldrig. Det er ikke sjovt at sidde som barn og afvente om de nogensinde dukker op. Et er hvis de ikke dukker op, men tankerne om HVORFOR de ikke kommer er enormt hårde at håndtere. Vi vidste jo hvilket liv de førte og at der ind imellem var nogle voldsomme folk efter dem, grundet narko gæld. Ikke noget børn bør have kendskab til, men det har man når man først har levet i det. Ligeledes kunne en anden mulighed være at de var kommet i fængsel, som de jo gjorde i tide og utide. Det sidste scenarie betød at vi i en længere periode ikke så noget til dem. Der sad vi så i spisestuen med en pædagog og kiggede op på den røde væghængte telefon og afventede et opkald, at hoveddøren gik, eller at vi intet hørte fra dem.

besøg

Når min far så endelig kom på besøg, tog han mig ofte med i Odense Zoo som ikke lå langt fra børnehjemmet. Jeg husker ikke helt hvor min bror var henne på disse ture, men det sidder dybt i min erindringer at jeg ofte sad på skuldrene af min far, hele vejen derhen og hjem igen. Det var på trods af mine ben altid sov og det virkelig gjorde ondt, men at være så tæt på min helt (min far) var en vigtig ting i mit forhold til ham, så det bed jeg selvfølgelig i mig. Han var misbruger og havde ofte ingen penge, det betød derfor også at der ikke var råd til indgangen i Odense Zoo, men hvad gør man så? Jo han stillede os op ved indgangen til Zoo og spurgte forbipasserende om de ville give lidt småpenge til indgangsbilletten og det lykkedes som regel. De må have fået ondt af mig, men sikke en situation. Situationer som disse blev en del af mit liv og jeg har altid hadet det. Jeg ville bare så gerne være og leve som mine jævnaldrende uden disse ydmygende situationer og ønsket om velfungerende forældre fyldte selvfølgelig meget, men det gik op for mig meget tidligt at det nok aldrig kom til at ske.

http://www.ongoingyoungster.dk/udskrivelsen-fra-boernehjemmet/

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.